Vi har rådgivet en af Danmarks ledende aktører inden for modulbyggeri, JYTAS, ved salget af virksomhedens udlejningsportefølje til den europæiske leverandør af modulære rumløsninger, Adapteo Group (Adapteo).
JYTAS er stiftet i Aarhus i 1910 og en af Danmarks ældste byggevirksomheder. JYTAS har opnået et imponerende omdømme ved at kunne levere løsninger af højeste kvalitet med effektiv distribution over hele landet og har specialiseret sig i modulbyggeri til kontorer, skoler og sundhedssektoren med over 50.000 udlejede kvadratmeter. JYTAS opererer med langsigtede lejekontrakter af ofte cirkulære modulløsninger og har bæredygtighed, stabilitet og pålidelighed som omdrejningspunkt.
Adapteo Group er ledende europæisk leverandør af modulære rumløsninger til den sociale infrastruktur med fokus på tilpasningsevne, cirkularitet og udvikling og opererer i Sverige, Finland, Norge, Tyskland, Belgien, Holland og Baltikum.
Investeringen i JYTAS’ udlejningsportefølje styrker Adapteos markedsposition i det fragmenterede danske marked og er en milepæl i Adapteos fortsatte geografiske ekspansion. Efter frasalget fortsætter JYTAS sine aktiviteter med produktion og salg af modulbyggeri af højeste kvalitet under Svanemærket og DGBN-standarder.